Medicinhusker

Medicinhuskeren er en app, der udbydes af Danmarks Apotekerforening. Appen er en medicinhusker, hvor du selv indtaster den medicin du skal tage. Indtast tidspunkt, dosis og hyppighed, hvorefter den sender en påmindelse.
Derudover er der en kalenderfunktion, hvor man kan få en oversigt over sine medicinregistreringer i en dags-, uge- og månedsoversigt. Man kan også registrere sit blodsukker, blodtryk, vægt samt tilføje en note i kalenderen. I kalenderen er der også en smileyfunktion, så man f.eks. kan registrere humør eller smerteniveau. 

Godt at vide:

Det er muligt at sende indhold fra sin medicinkalender til en e-mail og f.eks. tage informationen med til din læge. Her skal man dog være opmærksom på at data sendt over mail ikke nødvendigvis er krypteret.

Den data man indtaster i appen anses som persondata, men den bliver kun gemt lokalt, hvilket betyder den er sikker at bruge. Man skal dog være opmærksom på, at der ikke er en kode på selve appen, så kommer din mobil i de forkerte hænder kan de få adgang til persondata i appen.

+

  • Appen er gratis 
  • Appen er veldesignet
  • Appen er en af få medicinhuskere på markedet der er sikre at bruge. 
  • Det er apotekerforeningen der har udviklet appen, og de arbejder aktivt på at forbedre de driftsproblemer der har været i appen

 

÷

  • Der har været enkelte driftsproblemer i medicinhuskeren, hvor brugere har oplevet at notifikationer har været ustabile, og nogle oplever et maksimum på 500 fremtidige registreringer i kalenderen, hvilket man hurtig kan komme op på i Medicinhuskeren. Dette er noget udvikleren arbejder på at udbedre. 

 

Brugerperspektiv:
Inspirationsgruppen har også kigget på Medicinhuskeren, og er også faldet over dens driftsproblemer, hvor det bla. har oplevet mangel på notifikationslyd, og det at man kun kan sætte pillenotifikationer 1 år frem synes det også er en mangel. De kunne godt finde på at gå tilbage til deres gamle metoder, hvor de bruger telefonens alarm, hvis der ikke kommer lyd på notifikationerne.

 

 

Læs mere

Tekniske informationer

Funktioner

Medicinpåmindelse

Medicinhuskeren hjælper dig med at huske at tage din medicin. Du registrerer din medicin, dosis og hyppighed, hvorefter appen sender dig en påmindelse, når det er tid til at tage medicinen.

Flere brugere

Der er mulighed for at oprette flere brugere i appen. Denne funktion gør f.eks, at man kan tilføje familiemedlemmer eller andre pårørende og derved også huske på deres medicin.

Kalender

Der er en kalenderfunktion, så du kan få et dags-, uge- og månedsoverblik over dine medicinregistreringer.

Sundhedsregistrering

Appen giver også mulighed for en registrering af blodsukker, blodtryk, vægt samt en notefunktion, hvor du også kan sætte smileys i kalenderen til registrering af humør eller smerteniveau.

Chat

Appen linker til apotekets chat, hvor du via deres hjemmeside kan chatte med apotekspersonale, og få rådgivning omkring medicin. 

Metode

Medicinhuskere er en medicinpåminder, og gør ikke brug af en specifik metode. 

Målgruppe

Medicinhuskeren henvender sig bredt. Der er dog en aldersbegrænsning på 17 år. Er man under 17 år, kan man have sin profil via et familiemedlem eller anden pårørende. 

Udvikler og samarbejdspartnere

Appen er udviklet af Danmarks Apotekerforening.

Data og sikkerhed

Appen indsamler personfølsom data. Den er sikker at bruge, da data kun gemmes lokalt på telefonen, men man skal være opmærksom på, at der ikke er kode på selve appen, så mister man sin telefon kan uvedkommende få adgang til din data. 
Der er ikke behov for CE-mærkning, da appen hverken er beslutningsunderstøttende, diagnosticerende eller monitorerende/overvågende.

Klinisk effekt

Der er ikke målt nogle effekter på om brugeren oftere husker at tage sin medicin ved at bruge appen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Psykiatrien i Region Syddanmark Region Syddanmark CoLab Denmark