Relabee

Relabee er en app til håndtering og planlægning af opgaver og aftaler i netværket mellem patient, pårørende og behandlere i et sygdoms-/behandlingsforløb. I appen kan du invitere folk til et ‘forløb’, hvor man kan koordinere, og få overblik over kalenderaftaler, opgaver samt dele nyheder om forløbet med hinanden. Formålet med appen er at gøre det lettere for pårørende og hjælpere at håndtere praktiske opgaver i behandlingsforløbet.   

 

Godt at vide:
Som sundhedsprofessionel skal man være opmærksom på at hvis man benytter Relabee aktivt ind i behandlingen i psykiatrien, skal der laves en databehandleraftale, og vi råder derfor til at kontakte os på MindApps.dk for hjælp.

+

  • Relabee er en veludviklet app der giver et godt støtteværktøj for patienter og pårørende i et behandlingsforløb

 

÷

  • Brugertilfredshedsundersøgelserne er ikke lavet på testpersoner indenfor psykiatrien.
  • Det tager lidt tid at vende sig til at bruge Relabee.
  • Mobilen skal være tilkoblet internettet for at man kan bruge Relabee og hente data.

 

Læs mere

Tekniske informationer

Funktioner

I Relabee kan du oprette flere ‘forløb’, hvor du inviterer folk til at tage del i de opgaver der måtte være i det pågældende forløb. For hvert ‘forløb’ du opretter i Relabee er der følgende funktioner:

Opgaver giver mulighed for at oprette en opgave, f.eks. ‘hente medicin’. Ved oprettelse af opgaven vælger du enten at tage opgaven selv eller at lægge den op til andre, hvem der skal kunne se opgaven og hvornår opgaven har deadline. Under fanen opgaver kan du også få overblik over hvilke opgaver du selv har taget, andre har taget og nye opgaver.


Kalender giver mulighed for at oprette nye aftaler og få et overblik over tidligere og kommende aftaler i sygdomsforløbet. Det er muligt at administrere hvem i netværket der kan se aftalen, hvor og hvornår aftalen finder sted, samt tilføje en behandler til aftalen.

Services er en fane hvor der tilbydes services og produkter, bl.a. førstehjælpskasse, rengøring, lektiehjælp, vask, behandlinger, bøger, og medicinlevering. Nogle af disse tilbud koster dog penge og leveres af serviceudbydere som Relabee ApS samarbejder med, bl.a. Falck, Apopro Online Apotek og UlykkesPatientForeningen.  

Overblik giver dig overblik over alle opgaver og kalenderaftaler i forløbet.

Metode

Relabee er en praktisk app til håndtering af opgaver og aftaler, og den bygger derfor ikke på en klinisk metode.

Målgruppe

Relabee henvender sig bredt til personer og pårørende der gennemgår et sygdoms-/behandlingsforløb.  

Udvikler og samarbejdspartnere

Relabee er udviklet af Relabee ApS i samarbejde med virksomheder, myndigheder, organisationer og privatpersoner. Herunder it- og softwarevirksomhederne KMD Venture A/S og virksomheden Speedbooting, som er et selskab i KRING A/S.

Data og sikkerhed

Relabee udgør ikke en risiko i forhold til datasikkerhed. Man skal dog være opmærksom på at data sendt med funktionen "Tip en ven" sker via egen mail, hvilket betyder, at data i mailen nødvendigvis ikke er krypteret. Som sundhedsprofessionel skal man være opmærksom på at hvis man benytter Relabee aktivt ind i behandlingen i psykiatrien, skal der laves en databehandleraftale, og vi råder derfor til at kontakte os på MindApps.dk for hjælp.

Klinisk Effekt

Appen er afprøvet i forhold til brugertilfredshed, dog ikke på testpersoner inden for psykiatrien. Der er ikke behov for klinisk afprøvning, da appen ikke bygger på en klinisk metode.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Psykiatrien i Region Syddanmark Region Syddanmark CoLab Denmark