COVID-19: Håndter mental sundhed digitalt

 

Covid-19COVID-19 pandemien har betydet store ændringer i vores samfund, hvor konsekvenserne af virussen ikke kun presser vores fysiske sundhed, men også vores mentale sundhed. Fysisk afstand og begrænsning af forsamlinger kan skabe ensomhed. Usikkerhed om hvad fremtiden bringer, kan skabe angst og depression, hvor mennesker der i forvejen er ramt af mentale udfordringer kan rammes ekstra hårdt. Derfor er det vigtigt, at vi i denne tid har fokus på vores mentale helbred.

Psykiatrien i Region Syddanmark tilbyder fortsat behandling fysisk i alle ambulatorier samt indlæggelser. Derfor opfordrer vi alle til stadig at gøre brug af psykiatrien som sædvanligt. Du kan kan finde spørgsmål og svar om behandling i psykiatrien under COVID-19 her 

Ønsker man at håndtere sin mentale sundhed fra hjemmet, så findes der en række digitale muligheder. Nogle af de digitale muligheder har den fordel, at de er tilgængelige døgnet rundt og ikke kun henvender sigtil mennesker med psykiatriske diagnoser, men alle der kan opleve udfordringer med sin mentale sundhed.  

 

Apps

 

Her på MindApps.dk kan du finde en lang række apps, som du kan bruge hjemme for at arbejde med din mentale sundhed. Herunder har vi listet nogle af de apps, som vi finder gode at bruge under COVID-19.

 

Mobilize Me 

Selvom der er mindre i kalenderen for mange i disse dage, så er det fortsat meget vigtigt at bibeholde en struktur i sin hverdag. Mobilize me er en app, der netop hjælper med at skabe struktur i hverdagen. I Mobilize Me kan man opdele hverdagsaktiviteter i mindre dele. Det kan hjælpe med at skabe struktur og gøre hverdagen mere overskuelig. Disse hverdagsaktiviteter kan knyttes til billeder og hjælpe til at simplificere aktiviteterne. Målgruppen for Mobilize Me er ADD, ADHD, Autisme, Demens, Kognitive udfordringer.
Du kan læse hele anmeldelsen af Mobilize Me her

Grateful

Vores liv kan hurtigt fyldes med negative tanker i en krisetid som denne. Derfor vil vi gerne fremhæve Grateful, der har til formål at gøre det modsatte, nemlig at have fokus på det vi er taknemmelige for og derved få de positive tanker frem. Grateful stiller spørgsmål, som kan få dig til at reflektere over din taknemmelighed. I Grateful kan du skrive dine refleksioner ned, og få sat ord på det du værdsætter. Det kan sammenlignes med en dagbog for taknemmelighed, som hjælper dig med at samle og skabe overblik, for alt det du er taknemmelig for.
Du kan læse hele anmeldelsen her 

WYSA

Hold afstand, maks 10 personer samlet, lukkede skoler, lukkede arrangementer. Man kan hurtigt komme til at føle sig ensom under COVID-19, og måske  er det endnu sværere at finde nogen at snakke med om ens udfordringer. En mulig løsning kan være WYSA. WYSA er en chatbot, som man kan skrive med om følelsesmæssige problematikker. WYSA kan forstå og respondere på det, du skriver og vil prøve at hjælpe med dine problemstillinger. WYSA anvender metoder som kognitiv adfærdsterapi, mindfulness og yoga. Et brugerperspektiv i vores test af WYSA lød “Når jeg er i dårligt humør, med mange tanker bliver jeg træt. Lagde mig på sofaen, men kom i tanke om WYSA. Den kom med flere forslag: skulle den hjælpe mig, til at sove eller få energi? Jeg havde slet ikke overvejet aktivitet, men prøvede ”sprællemand” i 30 sek. Det hjalp.” Så WYSA kan i disse tider være et muligt støtteværktøj, hvor du kan få adgang til øvelser, læring og metoder og have en at skrive med. Det er dog vigtigt at understrege, at det er en chatbot og skal derfor ikke ses som en erstatning for terapi eller behandling.
Du kan læse hele anmeldelsen her 

 

Living Buddy 

Er man fanget derhjemme med tv’et eller computeren som underholdning under COVID-19, kan man hurtigt glemme at få sig rørt. Her er Living buddy en god hjælper til at komme ud og få pulsen op. Living Buddy er en motionsapp, der er henvendt til børn og unge, hvor motionen er pakket ind i et motiverende og legende univers med en avatar som fitnesspartner. Det er en god app at bruge enten på egen hånd som ung eller  sammen med sine børn, hvis man mangler inspiration på legepladsen.
Du kan læse hele anmeldelsen her

 

Mindfulness Appen 

Usikkerhed om job og fremtid kan være et stressende element under denne krise. Derfor er den sidste app, vi fremhæver i denne omgang Mindfulness Appen.Her bliver du vejledt gennem meditationsøvelser og -kurser med det formål at opnå mindfulness. Vores Inspirationsgruppe fandt appen anvendelig,når man har brug for lige at trække sig tilbage og få ro.
Du kan læse hele anmeldelsen her

 

Covid-19Udover apps findes der også andre muligheder for digitalmental sundhed. Vi har samlet nogle af dem herunder

 

Mindhelper – Guider unge gennem hårde tider

Mindhelper er et site, der henvender sig til unge, hvor man kan finde viden om mental sundhed, råd til at håndtere problemer og få personlig hjælp via Mindhelpers brevkasse. Man kan også finde vejledning til mere hjælp, bla. via deres smarte vejviser.Den kan guide dig til mere hjælp lokalt i din kommune.
Vejviseren kan du finde her 

Videokonsultationer – få behandling hjemmefra
Videokonsultationer i Psykiatrien i Region Syddanmark er et tilbud, hvor du har mulighed for at modtage behandling via video. Videokonsultationer kan bruges som et supplement i din behandling, eller det kan erstatte nogle af dine samtaler, hvor du ellers skulle møde op. Du har videokonsultationer med den behandler, som du er tilknyttet. Kontakt din behandler for at høre mere om muligheden for videokonsultationer.

Internetpsykiatrien 

Internetpsykiatrien er et landsdækkende gratis behandlingstilbud, hvor du kan få behandling for angst og depression over internettet.

Var artiklen nyttig for dig?

Op
Ned

Tak for din feedback

Fortæl gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op eller ned.

Mange tak

Vi sætter stor pris på dit input.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Psykiatrien i Region Syddanmark Region Syddanmark